Spring til indhold

Midlertidigt ophold

MIDLERTIDIGT OPHOLD PÅ REHABILITERINGSCENTER SKOVBO

Skovbo er et mindre center, hvor der er 20 midlertidige pladser til trænings- og afklaringsophold.

HVAD ER ET MIDLERTIDIGT OPHOLD OG HVEM BEVILGER OPHOLDET?

Midlertidigt ophold bevilges efter Serviceloven. Det er visitationsenheden i Afdeling for Pleje og Omsorg i Vordingborg Kommune, der bevilger opholdet efter ansøgning.
Et midlertidigt ophold er et målrettet og tidsbegrænset ophold på et af Vordingborg Kommunes plejecentre. Opholdet finder sted i handicapvenlige omgivelser.
Et midlertidigt ophold giver mulighed for at samle kræfter, restituere sig efter sygdom og arbejde med at få færdigheder tilbage i muligt omfang. Midlertidigt ophold kan også bevilges som aflastning for pårørende.
Borgeren skal i forbindelse med opholdet give samtykke til at relevante oplysninger må indhentes fra læge, sygehus m.m.

HVAD SKER DER PÅ ET MIDLERTIDIGT OPHOLD PÅ REHABILITERINGSCENTER SKOVBO?

Skovbo tilbyder afklaringsforløb på vores midlertidige pladser. Der er mulighed for rehabilitering. Rehabilitering i dagligdagen foregår sammen med personalet, mens de daglige aktiviteter gennemføres. Det er for eksempel at kunne klare personlig hygiejne selv, at komme ind og ud af sengen, at kunne tage tøj på, samt at kunne gå med rollator.
Nogle borgere, har i en periode brug for en særlig indsats i forhold til træning og ekstra pleje, og kan af forskellige årsager ikke træne på Vordingborg Kommunes sundhedscentre. Denne træning foregår sammen med fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Skovbo tilbyder genoptræning på avanceret niveau. Vi samarbejder efter behov med VISP og Synscentralen.

De diagnosegrupper vi oftest har, er:

• Erhvervet hjerneskade
• Hoftefraktur efter fald
• Lungebetændelse
• Parkinson
• Generel svækkelse efter længerevarende sygdom
• Cancer

Formålet med opholdet på Rehabiliteringscenter Skovbo er

• At finde ud af om du har særlige behov for træning
• At komme til hægterne efter sygdom eller operation
• At få afklaret om du igen kan klare dig i eget hjem
• At få afklaret dit fremtidige behov for bolig.

Rygning og alkohol:

På Skovbo må der ikke ryges indendørs. Alkohol må ligeledes ikke nydes, når man er på rehabiliteringsophold.